el teknik

Nyheder


RoboTool A/S har per 1. maj 2019 overtaget ejerskabet af Kirchheiner El-Teknik.

De to virksomheder forener kompetencerne for at kunne styrke udviklingspotentialet og tilbyde kunderne en endnu bredere vifte af totale automations- og robotløsninger. Fremtidens robotter står ikke alene i virksomhederne, men er en integreret del af et samlet anlæg. Derfor lægger robotvirksomheden RoboTool nu deres mere end 20 års erfaring med robotter sammen med Kirchheiners viden inden for automation og el-teknik.

"Når du ser dig omkring i industriens automatiske maskinanlæg, møder du i dag flere og flere robotter som en integreret del af processen. Derfor er det helt naturligt at forene Robotool’s ekspertise inden for robotter med Kirchheiners specialiserede kompetencer inden for automation og styring af industrielle anlæg," siger adm. direktør for RoboTool A/S, Leif Thomsen og fortsætter: "Det er ganske enkelt en del af den naturlige udvikling for begge virksomheder, at vi går sammen om at løse kundernes behov for mere avancerede og integrerede løsninger, hvor maskiner og robotter i fællesskab løser den samlede arbejdsproces fra A til Z."

Overtagelsen betyder, at Leif Thomsen nu også er tiltrådt som administrerende direktør i Kirchheiner El-teknik, mens Claus Brinck fremadrettet vil være teknisk direktør i selskabet.

"Det, at vi samler ekspertisen med Robotool, er et vigtig skridt for fortsat at udvikle fremtidens løsninger til kunderne. Ved samtidig at overlade ledelsesansvaret til Leif Thomsen kan jeg nu koncentrere mig om mit naturlige fokus- og ekspertiseområde, nemlig udviklingen af nye, tekniske løsninger til kunderne," siger Claus Brinck.

Kirchheiner El-teknik vil fortsat have domicil i Tønder og fortsætter med selvstændig ledelse herfra.

Fakta om RoboTool og Kirchheiner El-teknik

RoboTool er en dansk virksomhed, beliggende i Vejen, der beskæftiger sig med udvikling og salg af robotteknologi. RoboTool råder over teknologisk ekspertise på højt niveau og har mere end 20 års erfaring med robotteknologi Kirchheiner El-teknik er en moderne el- og automations virksomhed, der løser tekniske opgaver inden for et bredt felt. Virksomheden er beliggende i Tønder og leverer bl.a. industriel el-teknik og komplette styringsløsninger inden for både procesindustri og maskinstyringer.

Claus Brinck beholder en betydelig aktiepost i Kirchheiner El-teknik ApS.